Fotos fra dengang
Her kan du se fotos fra gamle dage
Min onkels Triangel
Dette er en Triangel, som min nu afdøde onkel Paul Gosvig købte i marts 1950 ved et firma der hed Horsens Bilmarked. Vognen blev starten på tilknytningen til transporterhvervet i vores familie. Lastvognen, som hurtigt fik kælenavnet "Trine", skulle anvendes til at fragte grus og sten fra hans grusgrav, der lå mellem Staksrode og Barrit i Bjerre Herred. Vognen kostede 2800 kr og måtte repareres og have et nyt lad, før den kunne tages i brug. Også dækkene var dårlige, har min onkel fortalt, og man kunne desværre næsten ikke købe dæk i Danmark på det tidspunkt. Derfor fik min onkel en idé om at overtage en mælketur for Barrit mejeri. Det var nemlig vigtigt arbejde på det tidspunkt, og så kunne man søge Varedirektoratet om nye dæk. Det var en stor dag, da vi hentede ti nye dæk på Barrit Station, fortæller min onkel, der i slutningen af 50erne udvandrede til Vancouver i det vestlige Canada. Mejeriet havde dengang tre "hestevognsmælketure", dem overtog min onkel alle tre. Men der var mange spande der skulle transporteres, så derfor købte han også en toakslet påhængsvogn. Min onkel havde fået ansat to medarbejdere i sin grusgrav, den ene af dem hjalp også med at køre mælketuren. Da min onkel nærmest var blevet handicappet, efter at han havde været så uheldig ude ved Herning at blive kørt ned på motorcykel af en brunkulslastvogn, kunne han ikke altid arbejde. Når det så kneb, kørte min faster Irma bare med Trine.
På det tidspunkt var der megen tale om, at der skulle oprettes en færgerute mellem Juelsminde og Kalundborg for at aflaste Storebæltsforbindelsen. Derfor mente min onkel, at det ville være en god idé at etablere en fragtrute mellem Vejle og Juelsminde. Det viste sig dog at være en indviklet proces at få alle dokumenter i orden. Man skulle have tilladelse fra amtet og de kommuner, man kørte igennem. Min onkel, der på det tidspunkt gik med krykker, blev indkaldt til møde i hver af de berørte kommuner, så han kunne blive forhørt, som han udtrykte det. Han troede, at det hjalp at han gik med krykker, han fik i hvert fald tilladelsen.
Da min far, Svend Andersen kom ind i billedet, blev der handlet meget med koks, kul, tørv og kartofler. På et tidspunkt blev der købt en ny grussorterer til grusgraven. Grussorteren skulle hentes i Randers, og det var et både stort og højt apparat. Den blev læsset på Trine. Det viste sig at læsset var noget højere end tilladt. Fabrikanten inviterede min far og min onkel på aftensmad med højt belagt smørrebrød, øl og snaps. Derefter prøvede de at komme hjemad uden at blive opdaget med det alt for høje læs. I Aarhus var der netop blevet indviet en gade, som man var meget stolte af. Den gik fra Randersvej forbi Universitetet ned til Horsensvej. Den hed Ringgaden, og havde et nyt belysningssystem lavet af lysstofrør. Den havde også to kørebaner i hver retning. Vi kørte i den venstre bane lige under lysene, og der var ikke så meget som en kat at se. Pludselig gik det op for mig, at det var lyst som dagen foran, men mørkt bagved og nu hørte jeg med mellemrum en mærkelig lyd, som lød ping-ping-ping, fortalte min onkel. Vi kom i en fart over i den anden kørebane igen, og ingen så os. Da vi kom hjem til grusgraven, var Trine fyldt med glasskår, og den øverste part af grussortereren var fyldt med ledninger fra bøndernes el-hegn, som jo dengang sad alt for lavt, hvor de krydsede vejene.
Problemløsningen havde nær kostet en fod
Det var ikke altid så let at få repareret dengang. Engang var der en utæthed i benzintanken, der hvor røret til benzinpumpen var loddet fast. Da det er en farlig sport at anvende en loddekolbe på en benzintank, blev tanken skruet af og vasket i mange hold vand. Derefter blev den lagt ud på en græsmark bag ved værkstedet, hvor den kunne tørre. Næste morgen kunne den så loddes uden fare. Et par dage efter begyndte Trines motor så at hoste og skabe sig, hver gang den skulle køre op ad en bakke. Turen gik til mekanikeren, der undersøgte benzinpumpen, tændingen og alt det andet. Han kunne dog ikke finde nogen fejl. Vi fyldte benzintanken op, og så summede motoren, som var det en Rolls Royce. Både op og ned ad bakke. Men hvor længe var Adam i Paradiset?
Kort tid efter begyndte det samme sjov nemlig igen. Da min onkel kørte op ad Roms bakke (Mellem Juelsminde og Klejs) strejkede motoren helt. Nu var mekanikeren helt sikker på, at der var noget galt med karburatoren. Han skruede motorhjelmen af og lavede et lille sæde over motoren, hvor han kunne sidde med en flaske benzin, mens jeg kørte ud af vejen - fortalte min onkel. Trianglen hostede og hoppede, og mekanikeren hældte små snapse af benzin ned i karburatoren. Pludselig gav han et meget højt vræl fra sig. Han havde været så uheldig af få den ene træsko ind i ventilatorvingen bag køleren. Motoren stoppede heldigvis med det samme, så mekanikeren slap med små skrammer på tæerne. Efter denne oplevelse blev benzintanken igen demonteret og resten af benzinen blev hældt ud. Så viste det sig, at der ikke bare havde været benzin i tanken. Der var også en død snegl i et sneglehus. Det havde altså været årsagen til problemerne med trækkraften.
"Trines" motor var en Hercules benzin med kun 60 hk, så den havde bestemt nok at se til når der bl.a. blev hentet brunkul fra brunkulslejrene ude ved Fasterholt. På billedet ses netop en Hercules benzinmotor, der sidder i en Triangel veteranbrandbil fra 1935. Den har tilhørt Brandvæsenet i Nykøbing Falster helt fra ny og hører nu hjemme på Nykøbing Falster Brandmuseum, hvor den kan ses.
En dag kom min far kørende med Trine og påhængsvogn ude mellem Klovborg og Nørre Snede på vej ud efter et læs brunkul. Pludselig så han, at påhængsvognen løb ude på en mark ved siden af Trianglen. Den havde "tabt" forbindelsen og var kørt sin egen vej. Han kunne dog lige køre ud på marken og koble til igen, hvorefter turen kunne fortsættes. Dengang fandtes der ikke moderne og sikre påhængsvognskoblinger, som der gør i dag.
Tiden som eksportchauffør
Efter grundig rengøring af brændstofsystemet, hvor det viste sig at en tidligere chauffør i en lang periode havde kørt uden tankdæksel, kørte 1624 igen. Personalet på det finske værksted var yderst flinke folk, og de sørgede godt for mig, mens 1624 stod på lazarettet.
Læg mærke til den moderne godsterminal med de meget moderne rampeforhold. Ja sådan var forholdene i 1976 ved O. Næss Spedition i Oslo, hvor vi leverede og hentede stykgods.
Min egen vognmandsforretning
Fra sommeren 1979 til sommeren 1985 drev jeg egen vognmandsforretning med transporter i det skandinaviske område.
Her har jeg netop i december 1979 lastet 12 pakker træ på et stort savværk i Hudiksvall, som ligger i Hälsingland ved den svenske østkyst - et godt stykke vej oppe i Sverige. Det var et godt læs, fordi pakkerne var plastede, og så var der 52 m3. Det kneb ofte med at få kubikmeter nok på hvis træet var tørt. Læg mærke til længden. Jeg havde fået udstedt en speciel tilladelse hos Justitsministeriet, som gav lov til at køre med en totallængde på indtil 20,0 meter, når vogntoget var læsset med træ. I Sverige var der ikke problemer med længden. I stedet skulle vogntoget faktisk være trukket et godt stykke ud for at man kunne udnytte de gældende totalvægts- og akseltryksbestemmelser i Sverige.
Der var mange politifolk ude på vejene, der blev rasende, når de stoppede mig med denne tilladelse. Men der var ingen kære mor. Jeg var lovligt kørende. Det var da også nødvendig med ekstra længde. Hvis mit vogntog skulle kunne matche den tilladte vogntogsvægt i Sverige, var jeg nødt til at kunne trække vogntoget ud med 1,47 meter, så totallængde var ude på 19,37 meter. Det klarede jeg ved hjælp af en udtrækstrækstang, der hurtigt kunne trækkes ud eller skubbes sammen. En gang blev jeg stoppet af en emsig betjent i nærheden af Nærum. Af en eller anden grund gik han altid kun under betegnelsen "Nærumsheriffen". Han startede samtalen med at spørge om jeg havde en sav? Hvortil jeg høfligt svarede, at det hed goddag - der hvor jeg kom fra - og i øvrigt behøvede jeg ikke nogen sav, fordi jeg havde et dokument fra Justitsministeriet. Det han sagde, tåler overhovedet ikke at blive offentliggjort - men det var bestemt ikke noget pænt om kollegerne inde i Justitsministeriet. Han blev rigtig rød i hovedet af raseri. Han havde nemlig en ung betjent med sig, og han kunne ikke lade være med at grine. Jeg kom i øvrigt også til at spørge, om ikke det var en idé at kontrollere mine skiver og min vognmandstilladelse, ligesom jeg også sagde, at det måske var en god idé med en vægtkontrol af vogntoget. Det skal indskydes, at jeg havde rigtig god tid, og jeg den dag havde en ekstra chauffør med. Så alle formalia var helt efter bogen. Men han var slet ikke modtagelig for nogen idéer fra min side. For øvrigt skulle han nu have en samtale med "dem der" inde hos Justitsministeriet - pointerede han kraftigt. Jeg hørte dog aldrig mere til sagen. Men hver gang jeg mødte ham efter denne episode, kiggede han altid den anden vej - og hilse, det ville han under ingen omstændigheder. Ja det var dengang.
Her på billedet, der er taget ved en Gulf tankstation mellem Sundsvall og Gävle i december 1981, ses mit vogntog en treakslet Scania LBS 110 Super med tilhørende treakslet DAPA påhængsvogn.
For at kunne drive vognmandsforretning skulle man dengang have en grøn tilladelse. Den var som man kan se udstedt af Vejtransportrådet og trykt på grønt papir
og så skulle man huske at der også var en bagside, hvor der stod noget vigtigt - det var vist ikke altid, at betingelserne blev overholdt, men læs selv
Når man kørte uden for landet grænser, også til det nordiske udland, skulle man også have en såkaldt Skandinavienstilladelse - ordet er lidt misvisende, fordi den gjaldt også Finland, og så er vi i stedet i Nordic Area, som det hedder på moderne sprog. Finland er som bekendt ikke en del af Skandinavien. Her ses den forreste side af en sådan tilladelse
Jeg havde også biltelefon, da jeg etablerede mig som selvstændig vognmand i 1979. Dengang skulle man have en tilladelse fra Generaldirektoratet for Post og Telegrafvæsenet, ja faktisk var det fra Ministeriet for Offentlige Arbejder, for at man måtte anvende radiobølgerne til biltelefonen. Min tilladelse fra 1979 kan ses herunder
Det er jo uvægerligt noget nemmere i dag, hvor man bare kan gå ind i en telebutik og opretter et abonnement på en ny mobiltelefon med nummer og det hele.
Her holder jeg ved byggepladsen i Trondheim, hvor man var i gang med at opføre Royal Garden Hotel, der delvis ligger ude i havnebassinet. Mit læs bestod af seks prefabrikerede badeværelser fra EJ Badekabiner i Hedensted. Jeg kørte disse transporter til Trondheim med en tur hver uge, hvor jeg begyndte at køre i november 1982 og sluttede i maj 1983.